sanseintegration Archives - Side 4 af 4

hvad er slådslege og hvad udvikles hos deltagerne del 1

Slås lege: hvad handler det om, hvilke udviklings og erkendelses muligheder er der .

Slås legene går ikke ud på at indøve bestemte slås teknikker, eller fald teknikker. Men slås legen handler om ’bevægelseshandling’, som indgangsvinkel til udvikling af personligheden. Slåslegene udvikler personen til at få en bedre forståelse af sig selv og af den anden (altså modparten i legen). Lege hvor der slåses er meget intense og fysisk krævende. Det er en aktivitet det giver mange krops erkendelser. Som i alle andre lege er også kroppen i centrum i slåslege. Via kroppen og sanserne, møder barnet omverdenen og finder sine muligheder men også sine begrænsninger.

Gennem de sansmæssige/kropslige erfaringer og de erfaringer de gør sig socialt, foregår der via perception en bevidst tankemæssig (kognitiv) erkendelse. Erkendelser som senere indgår i barnets handle strategier. (Raundalen, 199, s101f)

Det er vigtigt at barnet udvikler empati for den anden. Dette kan opnås gennem slåslege, idet alle sanser skærpes i den intense kamp. Barnet får en positiv oplevelse af egen krop, og en følelse af mestring og ’værd’. Og vi kan måske forvente at dette smitter af på indstillingen til den anden i kampen. En større respekt for denne anden som en hel person, og ikke bare en anden som en barnet bare kan slå, sparke og skubbe, som i den nyeste version af et computerspil, ’kill version 100000’.

Eksempler på Slåslegens mål:

At lære børn at kæmpe en ærlig kamp
At de lærer at kæmpe hensynsfuldt
At de selv kan regulere og dømme en kamp
At få direkte kropserfaringer

Slås lege handler også om at lære at møde den anden, og sammen finde de ’gode’ værdier og regler, så alle bliver respekterede og værdigt kan trække sig tilbage fra legen. Også hvis det er en fra en større klasse der udfordres. Så laver man bare en regel om at den ældste har et handicap.

Her er man blevet ramt på benene og kan kun kæmpe med overkroppen, det ku også ha været den voksne der havde fået det handicap at sku sidde på knæ.

Eksempler på regler:

Kæmp med hinanden ikke mod hinanden
Kæmp fair, ikke slå sparke knibe kradse bide. Ikke slå i hovedet, skridtet, brystet
Råbes der stop, skal man stoppen med det samme
Tag øjenkontakt og spørg modstanderen ’er du klar’ inden kampen begynder, sig ’tak for kampen’ bagefter.
Respekter dommerens afgørelser, eller hvis han/hun stopper kampen

Slåslegene kan bruges til ’socialisering’ af ellers forbudte ’drifter’[1] i dag som det at vise aggression. Aggression som vi ka konstatere at børn ’ser’ meget af i spil og i medier, bliver til billeder som fastfryses i hjernen, uden nogen kropslig erfaring for hvad der er muligt, eller hvordan det opleves. Eller hvor meget skade et slag gør. Og hvor ondt det gør på en selv, er jo den stærkeste sanse erfaringer barnet kan gøre sig. Det ’smarte’ ved slåslege er at det ikke kun er for ’de vilde drenge’. Alle kan deltage, som herunder hvor to piger (en fra børnehaveklassen og en fra 2. klasse)

Slås legen er en måde at arbejde symbolsk med grundproblematikken med at overleve. At angribe og forsvare. At gå imod og trække sige tilbage, flygte væk. Eller ’fryse’ fast, falde, blive fastholdt og komme fri igen. At kunne være i fastlåste situationer og sige til og fra i alle mulige situationer, kæmpe for sin ret, er basalt for at klare sig, og basale færdigheder for at gå fri af vise psykiske lidelser.

Nyere forskning[2] har vist at aggression er noget tillært, og altså en coping strategi vi har mulighed for at indlære, idet vi er ’født fleksible og med evnen til at indlære tanke, føle og kropslige reaktionsmønstre’[3].

Evnen til at udføre aggressive handlinger har vi alle, den er nedarvet i os, og er lokaliseret dybt inde i hjernen i det limbiske system. [4]Vi er alle født med en funktion i det autonome nervesystem som kaldes ’kamp/flugt responsen’. Jeg er fristet til at kalde funktionen et instinkt, og fristet til ud fra det syn at sige at børn er tættere på deres naturlige medfødte uinstinkter og dertil knyttede kropsreaktioner end voksne.[5] Så hvis de ikke lærer andet end urinstinkterne til at klare sig med, jamen så bliver ’dyrets .. forsættes i næste artikel..

slådslege, identitets udvikling og skemata

I slådslege sker der en sanse og motorisk udvikling gennem arbejdet med slås lege, og svær produktion og i kampen.

Disse slåslege virker ind på børnenes identitets oplevelse, deres selvforståelse og de tanker de kan gøre sig om sig selv og deres muligheder i verden. Altså basal antagelser(skemata) om deres virke og værd i verden => selvværd. Deres selvfølelse kan styrkes, men opblæsthed og illusioniske ideer om egen styrke står også for fald i sådan en leg.
Heldigvis kan man ikke løbe væk fra den man er, og det illusioniske barn vil få en mere jordnær og kropsforankret opfattelse af sig selv, som kan give barnet en solid forankring i kroppen og som holder bedre i længden, når barnet måske møder ’krisetider’. ’Det ved hvem det er og hvad det kan og ikke kan’

Udviklingen af sanserne og motorikken er helt basale for at lære at mestre kommende udfordringer og skabe meningsfulde kontakter til andre. At opbygge et godt socialt netværk, hvor mennesket kan boltre sig med at udforske og lære om ’alt mellem himmel og jord’ . I fællesskabet, i en meningsfuld sammenhæng og i tryghed til at ’jeg kan klare de udfordringer der kommer, jeg kan lykkedes selv og sammen med andre’.

Sanserne er input og motorikken er output, efter en bearbejdning i hjernen.

Slåslege arbejder med kroppen/sanserne og skaber kropslige erkendelser. Og skærper bla. koncentrationsevnen, Barnet forankrer sig bedre i sig selv, og får bedre overskud til at lære. Da det direkte gavner barnets evne til at lære, gavner det skolen. Det gavner skolen ved at give engagerede/koncentrerede, elever der er bedre til at fortolke andres signaler. Det giver mere ro (mindre konflikter) og mulighed for øget faglighed. Det gavner samfundet. Og individet selv.

Perspektiver og utopier.

Jeg stødte ind i andre interessante ting undervejs i projektet, nemlig om vi mon ved at fokusere på at udvikle sanser og motorik på individniveau (med meget mere dannelses fokus her), simpelthen kan komme vold og uretfærdig misbrug til livs, begrænse udviklingen af psykiske lidelser, og måske skabe en bedre og mere ’kærlighedsfyldt’ (forstående, rummende og accepterende) verden. Blot ved at lære barnet sin krop godt og grundigt at kende. Og imens det foregår, de andres kroppe.

Nyere forskning viser at aggression er indlært, altså noget vi kan arbejde aktivt med at udgå at lære børn, og noget vi også kan aflære voksne. Aggression er altså ikke noget vi lider af som art.

Børn har en umiddelbar tilgang til livet, og går ud og prøver det af[1], og vi voksne har enorm ’magt’ over hvilke adfærdsformer vi tillader og hvilke værdier vi oplever som væsentlige for at børnene kan overleve og klare sig godt. Det er i den nærmeste udviklingszone[2] at barnets læring foregår, i en interaktion med en kyndig voksen

Men hvad nu hvis vi lærer dem noget der ikke er nødvendigt mere. Lærer dem at det er godt at konkurrere, og vinde. Hædrer sportsfolk for at skabe idoler og identifikations modeller, at det er godt at stræbe efter at få høje karakterer. Og at dem der får dem, får de højeste stillinger, og med lov i hånd i demokratiets navn, kan bestemme over dem der ikke ku klare ’kampen’, og derved bestemme ’livets lege’ for det store flertal. Med Markedskræfterne og love/regler. (Okay i mange sportsgrene som

[1] Tænk på barnet i trods alderen, dette barn er netop modnet så meget at frontallapperne er blevet aktive (ansat direktøren i blok 1) og barnet eksperimentere med at sige nej, og se hvad der sker ved det for at lære, ikke for at være umuligt og trodsig.

[2] Ifølge vygotsky, han mener at det kun er indenfor den nærmeste udviklingszone at kognitiv forandring kan foregå. Idet barnet kun tør være usikkert og åbne netop over for disse nærmeste personer. ’schaffer social udvikling’ side 285

den taktile sans

Følesansen: ’den taktilesans’:

Fungerer sammen med andre sanser og aldrig alene.

Her registreres: Berøring, Tryk, Varme/kulde, Smerte, struktur

Sanse receptorer der opdager dette, sidder over hele kroppen, de sidder tættest omkring munden, finger spidser, og kønsorganer.

At røre ved og blive berørt har en stor betydning for tryghed og udvikling. Sanse indtryk fra fra følesansen er de mest betydningsfulde impulser man som menneske modtager og giver. Via følesansen får man sine bedste og værste oplevelser.

Følesansen er væsentlig for vores overlevelse og lærings evne. Følesansen beskytter os så vi undgår skader, tænk på hvad der ville ske hvis vi ikke kunne mærke vi brændte os når vi stikker fingrene ind i et stearin lys. Her er der ikke tid til at tænke først, det limbiske system dybt inde i hjernen sørge for at vi får trukket hånden til os i en fart. Som en refleksiv handling.

Ved hjælp af følesansen undersøger vi verden og erkender den via forskellige oplevelser.

Via følesansen oplever vi i praksis kroppens grænser. Eller sagt på en anden måde: hertil rækker jeg, og der er det ’andet’, hvilket hypotetisk vil spille ind på vores identitetsoplevelse.

Gudrun Gjersing skriver[1] : ’hvis et menneske er i ubalance (fysisk eller psykisk) og lukker det af for omverdenen, og lysten til at opsøge berøring eller oplevelser der har med det at føle at gøre.’ Dermed er der skabt grundlag for vanskeligheder for dette barns udvikling, trivsel og læring. Selv et anerkendende skulderklap kan virke som et ’chok’ eller negativt for dette barn[2]. (tese: ’nørden er hermed på vej i sin egen verden’) Det naturlige barn vil gerne røre ved, sidde ved.

I slås legen kommer man på en legende måde i nærkontakt med den anden, Mærker tyngden, slag, hud mod hud.

[1]Gudrun g: Side 61 nederst

[2] Artikel at connie nissen (ergoteapeut) om at ’børste børn’ med taktil skyhed

http://adhd.dk/