At spotte børn der er usikre på deres motoriske formåen, og mangler fornemmelse af den ’anden’ er et af de steder jeg syntes er mest spændende i iagttagelsen af slåslege.
Et eksempel på et klip er hvor en pædagog står med et barn på en rund stolpe og de har begge svær i højre hånd. De skal kæmpe med sværet, og den der træder ned på jorden først har tabt, hvid man rammes på feks et ben skal man stå på et ben.
Pædagogen går i gang med et blidt angreb med sværet, barnet (6 år) står og gemmer hage og mund i flyver dragten/bider i kanten af flyverdragten. og kikker nedad. Stikker sværet lidt frem, uden rigtigt at vise tilstedeværelse, mens kroppen er stiv og usmidig. Der kæmpes lidt, som tilskuer får jeg det indtryk at barnet ikke rigtigt gider, men efter nogen tids ’følen’ sig ind på pædagogen, begynder barnet at lave strategier, bruger sine ben og overkrop til at balancerer med, og får tilsyneladende mere overskud til den egentlige kamp med sværet, og begynder at ’svare igen’ på de stød pædagogen gir med sit svær. Til sidst i klippen ’stikker’ barnet pædagogen ned, barnet går glad hen til sine venner og siger ’så kan hun lære det’. En lille udvikling er begyndt. Og det omtalte barn har faktisk udviklet sig de sidste 3 mdr. både i spisesituationer, i skolegården og i sin interesse i at lege og være med i ’rekvisit lege’. Om det skyldes slåslege kan ikke bevises, men at der er en historie før og efter ’kampen’ er fakta. Altså den lille kamp var en lille del af dette barns udvikling.
Social Intelligens mod råstyrke. Et andet interessant eksempel fra slås legen var en dag hvor den store blå madras var lagt frem, og der sættes en stol på hver sin side af madrassen. Imellem disse stole lægges en bjælke, der er rund foroven. Dvs. der bliver en 40 cm mellem denne bjælke og madrassen. På stolen / oven på bjælken sider der voksne, og midt på bjælken over madrassen udfordre den stærke dreng fra 1. kl, den lille pige fra børnehave klassen. ’er du klar’ ’ja’, der kæmpes med puder fra pude hemsen, og det gælder om at få den anden til at falde ned på madrassen. Puden holdes med begge hænder foran, og brudes til at støde/skubbe/vride med. Overraskende snu er den lille smidige pige, hun aflæser tilsyneladende den lidt mere kluntede dreng, og fanger ham i et øjeblik hvor hans krop ikke er helt i balance, han falder ned. Dette gentager sig flere gange, og med flere forskellige modstandere, pigen vinder hver gang. Hun er tilsyneladende mere indfølende, har mere overskud til at planlægge strategier, og er mere i kontrol med sin krop, end sine modstandere i ’kampen’.
[1] Hvad er det narrative af, Kit Sanne Nielsen. Begrebet narrativ hører under den narrative psykologi, der igen har en tæt forbindelse til filosofi, eksistentialisme, social konstruktivisme og social konstruktionisme. Kit Sanne Nielsen definerer ordet narrativ, som ”en fortælling, der formidler en hensigt og det, der er betydningsfuldt for den, der fortæller. Fortællingen er udvalgt, fordi den rummer et vigtigt budskab, og den fortæller også noget om, hvem man er”. Ud fra den narrative forståelse er virkeligheden socialt konstrueret. Der findes ingen sandheder – kun forskellige forståelser af virkeligheden. Og forståelserne både skabes og formidles gennem narrativer. Men selv om der ikke findes ’sandheder’, kan der godt være forståelser, der er mere hensigtsmæssige i forhold til konteksten end andre. Som man af den grund vælger at forstå virkeligheden ud fra. Det er gennem sproget, at vi fortæller historier. Derfor spiller sprog og kommunikation en central rolle i denne tilgang. Desuden er det vigtigt at turde udforske og reflektere over de forskellige versioner af virkeligheden, som man af andre præsenteres for.
Brugen af historier
Vi bruger historier til at skabe et selv og en identitet både for os selv og i forhold til omverdenen. Vi rekonstruerer historien om os selv hele livet. Det betyder, at hver gang, vi genopdager noget om vores fortid, må vi rekonstruere den eksisterende historie, hvilket betyder en ændring i vores opfattelse af os selv. Hvis vi som voksne finder ud af, at vi har en bror eller søster, som vi aldrig har haft kendskab til. Eller hvis vi finder ud af, at vi er blevet adopterede. Så må vi rekonstruere hele fortællingen om os selv. Og gennem denne rekonstruktion ændrer vi selvopfattelse og identitet.
”Det narrative handler om, at de historier, vi lever os ind i, som vi får fortalt, bliver en del af vores selv og identitet.”
