På en friskole i Jylland har man i SFO’en[1] startet et ‘slås kultur’ projekt op. Som studeende indenfor pædagogisk og psykologiske fag, er det interessant at undersøge de pædagogisk faglige elementer som indgår i et sådan ‘slåslege projekt’.
Hvilke udviklingsmæssige perspektiver er der i en aktivitet som denne. Børnenes kropslige oplevelse/erfaring stimuleres og udviklerbarnets kropslige identitet og påvirker barnets selvopfattelse ‘hvad kan jeg, hvem kan jeg klare, jeg kan træne, jeg kan øve mig og blive bedre’ (selvværd/selvtillid.)
- Interessante spørgsmål at stille til et motorisk pædagogisk projekt som dette kunne være:
- Sker der en sensorisk og motorisk udvikling i slås lege?
- Er sanse og motorisk udvikling vigtige for menneskets videre sociale udvikling?
- Påvirkes og styrkes selvfølelse, identitet og selvværd?
[1] Ideen med at lave SFO’er startede meget tidligt, men langt senere end skolen. I 1919 skrives der i børnesagens tidende om at ’fritidshjemmet, skulle være et sted der lå adskilt fra skolen, for at det ikke skulle ’smage’ for meget af skole. Skolen er et eksperimentarium for samfundsmæssiggørelse, udvalgt af samfundet selv.
SFO’en er anderledes, og har en ca 100 år gl. historie, startende med fritidshjemmet, som skulle fungere som en ’hjem-erstatning’ eller et ’hjem supplement’ for dem der vurderedes at have et utilstrækkeligt hejm.
En ’pasningsordning’, eller en hjem med et ’stort børneværelse’. I dag arbejdes der med at kombinere skolen og sfo’en til en helhedsinstitutuion, der veksler mellem leg og læring. Og der arbejdes i dag med øget synlighed af pædagogers og læreres faglighed Kilde social kritik 88/2003
