Når mennesket fødes er de fleste sansesystemer veludviklede. Nogle sanser er endda aktive allerede mens fosteret udvikler sig. (her kender de fleste mødre til at fosteret reagerer på lyde).
Når barnet fødes kan det lugte, smage høre og se, i hvert tilfælde så meget at det kan indgå i en relation til omsorgs giveren, og dermed sikre sin overlevelse. Vi kan antage at vi er genetisk/biologisk udrustede til at modtage sensoriske data og analysere disse på en hensigtsmæssig måde.[1] Her i dette projekt arbejdes der med sanser som værende adskilte og at de forskellige sanser samordnes i hjernen, det kaldes modal perception.
Sanser og motorik udvikler sig parallelt og sammen. En god sanseintegration er væsentlig i alle kommende sammenhænge. Sanseimpulserne medvirker jo også til at give os en fornemmelse af at være vores krop og ikke blot have en krop.(se evt. eksempel i bilag 2) . At opfatte kroppen som en helhed er mere avanceret end at kunne identificere enkelte dele af kroppen. Og det er en forudsætning for at barnet kan rette sin opmærksomhed mod andet end kroppen, f.eks. opleve naturen på en gåtur, eller deltage i en ’slås leg’, hvor der kræves at have overskud til at aflæse den anden, og bruge sin krop hensigtsmæssigt i et forsvar eller modangreb.
Dermed er sanseintegrationen også væsentlig i selvforståelsen, forståelsen af hvem jeg er sammen med den anden, og hvor langt jeg rækker. Såvel fysisk men også psykisk. I en ’kamp’ i slås legen trænes i hurtig tænkning, iagttagelse af den anden via alle sanserne (som er skærpede i en slåskamp) og perception, beslutning af aktion, gennemførelse og evaluering, alt sammen i en lynhurtig kontinuerlig proces så længe legen varer.
