hvad er slådslege og hvad udvikles hos deltagerne del 1

Slås lege: hvad handler det om, hvilke udviklings og erkendelses muligheder er der .

Slås legene går ikke ud på at indøve bestemte slås teknikker, eller fald teknikker. Men slås legen handler om ’bevægelseshandling’, som indgangsvinkel til udvikling af personligheden. Slåslegene udvikler personen til at få en bedre forståelse af sig selv og af den anden (altså modparten i legen). Lege hvor der slåses er meget intense og fysisk krævende. Det er en aktivitet det giver mange krops erkendelser. Som i alle andre lege er også kroppen i centrum i slåslege. Via kroppen og sanserne, møder barnet omverdenen og finder sine muligheder men også sine begrænsninger.slådslege træner empati, evner, relatitetssans, motoorik og meget mere. Læs mere om Michael Blumes slådslegeprojekter på homosapiens.cc

Gennem de sansmæssige/kropslige erfaringer og de erfaringer de gør sig socialt, foregår der via perception en bevidst tankemæssig (kognitiv) erkendelse. Erkendelser som senere indgår i barnets handle strategier. (Raundalen, 199, s101f)

Det er vigtigt at barnet udvikler empati for den anden. Dette kan opnås gennem slåslege, idet alle sanser skærpes i den intense kamp. Barnet får en positiv oplevelse af egen krop, og en følelse af mestring og ’værd’. Og vi kan måske forvente at dette smitter af på indstillingen til den anden i kampen. En større respekt for denne anden som en hel person, og ikke bare en anden som en barnet bare kan slå, sparke og skubbe, som i den nyeste version af et computerspil, ’kill version 100000’.

Eksempler på Slåslegens mål:

  • At lære børn at kæmpe en ærlig kamp
  • At de lærer at kæmpe hensynsfuldt
  • At de selv kan regulere og dømme en kamp
  • At få direkte kropserfaringer

Slås lege handler også om at lære at møde den anden, og sammen finde de ’gode’ værdier og regler, så alle bliver respekterede og værdigt kan trække sig tilbage fra legen. Også hvis det er en fra en større klasse der udfordres. Så laver man bare en regel om at den ældste har et handicap.

Her er man blevet ramt på benene og kan kun kæmpe med overkroppen, det ku også ha været den voksne der havde fået det handicap at sku sidde på knæ.

Eksempler på regler:

  • Kæmp med hinanden ikke mod hinanden
  • Kæmp fair, ikke slå sparke knibe kradse bide. Ikke slå i hovedet, skridtet, brystet
  • Råbes der stop, skal man stoppen med det samme
  • Tag øjenkontakt og spørg modstanderen ’er du klar’ inden kampen begynder, sig ’tak for kampen’ bagefter.
  • Respekter dommerens afgørelser, eller hvis han/hun stopper kampen

Slåslegene kan bruges til ’socialisering’ af ellers forbudte ’drifter’[1] i dag som det at vise aggression. Aggression som vi ka konstatere at børn ’ser’ meget af i spil og i medier, bliver til billeder som fastfryses i hjernen, uden nogen kropslig erfaring for hvad der er muligt, eller hvordan det opleves. Eller hvor meget skade et slag gør. Og hvor ondt det gør på en selv, er jo den stærkeste sanse erfaringer barnet kan gøre sig. Det ’smarte’ ved slåslege er at det ikke kun er for ’de vilde drenge’. Alle kan deltage, som herunder hvor to piger (en fra børnehaveklassen og en fra 2. klasse)

Slås legen er en måde at arbejde symbolsk med grundproblematikken med at overleve. At angribe og forsvare. At gå imod og trække sige tilbage, flygte væk. Eller ’fryse’ fast, falde, blive fastholdt og komme fri igen. At kunne være i fastlåste situationer og sige til og fra i alle mulige situationer, kæmpe for sin ret, er basalt for at klare sig, og basale færdigheder for at gå fri af vise psykiske lidelser.

Nyere forskning[2] har vist at aggression er noget tillært, og altså en coping strategi vi har mulighed for at indlære, idet vi er ’født fleksible og med evnen til at indlære tanke, føle og kropslige reaktionsmønstre’[3].

Evnen til at udføre aggressive handlinger har vi alle, den er nedarvet i os, og er lokaliseret dybt inde i hjernen i det limbiske system. [4]Vi er alle født med en funktion i det autonome nervesystem som kaldes ’kamp/flugt responsen’. Jeg er fristet til at kalde funktionen et instinkt, og fristet til ud fra det syn at sige at børn er tættere på deres naturlige medfødte uinstinkter og dertil knyttede kropsreaktioner end voksne.[5] Så hvis de ikke lærer andet end urinstinkterne til at klare sig med, jamen så bliver ’dyrets .. forsættes i næste artikel..

At spotte børn der er usikre på deres motorik

At spotte børn der er usikre på deres motoriske formåen, og mangler fornemmelse af den ’anden’ er et af de steder jeg syntes er mest spændende i iagttagelsen af slåslege.

Et eksempel på et klip er hvor en pædagog står med et barn på en rund stolpe og de har begge svær i højre hånd. De skal kæmpe med sværet, og den der træder ned på jorden først har tabt, hvid man rammes på feks et ben skal man stå på et ben.

Pædagogen går i gang med et blidt angreb med sværet, barnet (6 år) står og gemmer hage og mund i flyver dragten/bider i kanten af flyverdragten. og kikker nedad. Stikker sværet lidt frem, uden rigtigt at vise tilstedeværelse, mens kroppen er stiv og usmidig. Der kæmpes lidt, som tilskuer får jeg det indtryk at barnet ikke rigtigt gider, men efter nogen tids ’følen’ sig ind på pædagogen, begynder barnet at lave strategier, bruger sine ben og overkrop til at balancerer med, og får tilsyneladende mere overskud til den egentlige kamp med sværet, og begynder at ’svare igen’ på de stød pædagogen gir med sit svær. Til sidst i klippen ’stikker’ barnet pædagogen ned, barnet går glad hen til sine venner og siger ’så kan hun lære det’. En lille udvikling er begyndt. Og det omtalte barn har faktisk udviklet sig de sidste 3 mdr. både i spisesituationer, i skolegården og i sin interesse i at lege og være med i ’rekvisit lege’. Om det skyldes slåslege kan ikke bevises, men at der er en historie før og efter ’kampen’ er fakta. Altså den lille kamp var en lille del af dette barns udvikling.social intelligens en en kombination af flere evner

Social Intelligens mod råstyrke. Et andet interessant eksempel fra slås legen var en dag hvor den store blå madras var lagt frem, og der sættes en stol på hver sin side af madrassen. Imellem disse stole lægges en bjælke, der er rund foroven. Dvs. der bliver en 40 cm mellem denne bjælke og madrassen. På stolen / oven på bjælken sider der voksne, og midt på bjælken over madrassen udfordre den stærke dreng fra 1. kl, den lille pige fra børnehave klassen. ’er du klar’ ’ja’, der kæmpes med puder fra pude hemsen, og det gælder om at få den anden til at falde ned på madrassen. Puden holdes med begge hænder foran, og brudes til at støde/skubbe/vride med. Overraskende snu er den lille smidige pige, hun aflæser tilsyneladende den lidt mere kluntede dreng, og fanger ham i et øjeblik hvor hans krop ikke er helt i balance, han falder ned. Dette gentager sig flere gange, og med flere forskellige modstandere, pigen vinder hver gang. Hun er tilsyneladende mere indfølende, har mere overskud til at planlægge strategier, og er mere i kontrol med sin krop, end sine modstandere i ’kampen’.

[1] Hvad er det narrative af, Kit Sanne Nielsen. Begrebet narrativ hører under den narrative psykologi, der igen har en tæt forbindelse til filosofi, eksistentialisme, social konstruktivisme og social konstruktionisme. Kit Sanne Nielsen definerer ordet narrativ, som ”en fortælling, der formidler en hensigt og det, der er betydningsfuldt for den, der fortæller. Fortællingen er udvalgt, fordi den rummer et vigtigt budskab, og den fortæller også noget om, hvem man er”. Ud fra den narrative forståelse er virkeligheden socialt konstrueret. Der findes ingen sandheder – kun forskellige forståelser af virkeligheden. Og forståelserne både skabes og formidles gennem narrativer. Men selv om der ikke findes ’sandheder’, kan der godt være forståelser, der er mere hensigtsmæssige i forhold til konteksten end andre. Som man af den grund vælger at forstå virkeligheden ud fra. Det er gennem sproget, at vi fortæller historier. Derfor spiller sprog og kommunikation en central rolle i denne tilgang. Desuden er det vigtigt at turde udforske og reflektere over de forskellige versioner af virkeligheden, som man af andre præsenteres for.

Brugen af historier
Vi bruger historier til at skabe et selv og en identitet både for os selv og i forhold til omverdenen. Vi rekonstruerer historien om os selv hele livet. Det betyder, at hver gang, vi genopdager noget om vores fortid, må vi rekonstruere den eksisterende historie, hvilket betyder en ændring i vores opfattelse af os selv. Hvis vi som voksne finder ud af, at vi har en bror eller søster, som vi aldrig har haft kendskab til. Eller hvis vi finder ud af, at vi er blevet adopterede. Så må vi rekonstruere hele fortællingen om os selv. Og gennem denne rekonstruktion ændrer vi selvopfattelse og identitet.

”Det narrative handler om, at de historier, vi lever os ind i, som vi får fortalt, bliver en del af vores selv og identitet.”