Tag-arkiv: motorisk udvikling

slådslege, identitetsudvikling og skemata

I slådslege sker der en sanse og motorisk udvikling gennem arbejdet med slås lege, og svær produktion og i kampen.

Disse slåslege virker ind på børnenes identitets oplevelse, deres selvforståelse og de tanker de kan gøre sig om sig selv og deres muligheder i verden. Altså basal antagelser(skemata) om deres virke og værd i verden => selvværd. Deres selvfølelse kan styrkes, men opblæsthed og illusioniske ideer om egen styrke står også for fald i sådan en leg.
Heldigvis kan man ikke løbe væk fra den man er, og det illusioniske barn vil få en mere jordnær og kropsforankret opfattelse af sig selv, som kan give barnet en solid forankring i kroppen og som holder bedre i længden, når barnet måske møder ’krisetider’. ’Det ved hvem det er og hvad det kan og ikke kan’

Udviklingen af sanserne og motorikken er helt basale for at lære at mestre kommende udfordringer og skabe meningsfulde kontakter til andre. At opbygge et godt socialt netværk, hvor mennesket kan boltre sig med at udforske og lære om ’alt mellem himmel og jord’ . I fællesskabet, i en meningsfuld sammenhæng og i tryghed til at ’jeg kan klare de udfordringer der kommer, jeg kan lykkedes selv og sammen med andre’.

Sanserne er input og motorikken er output, efter en bearbejdning i hjernen.

Slåslege arbejder med kroppen/sanserne og skaber kropslige erkendelser. Og skærper bla. koncentrationsevnen, Barnet forankrer sig bedre i sig selv, og får bedre overskud til at lære. Da det direkte gavner barnets evne til at lære, gavner det skolen. Det gavner skolen ved at give engagerede/koncentrerede, elever der er bedre til at fortolke andres signaler. Det giver mere ro (mindre konflikter) og mulighed for øget faglighed. Det gavner samfundet. Og individet selv.

Perspektiver og utopier.

Jeg stødte ind i andre interessante ting undervejs i projektet, nemlig om vi mon ved at fokusere på at udvikle sanser og motorik på individniveau (med meget mere dannelses fokus her), simpelthen kan komme vold og uretfærdig misbrug til livs, begrænse udviklingen af psykiske lidelser, og måske skabe en bedre og mere ’kærlighedsfyldt’ (forstående, rummende og accepterende) verden. Blot ved at lære barnet sin krop godt og grundigt at kende. Og imens det foregår, de andres kroppe.

Nyere forskning viser at aggression er indlært, altså noget vi kan arbejde aktivt med at udgå at lære børn, og noget vi også kan aflære voksne. Aggression er altså ikke noget vi lider af som art.

Børn har en umiddelbar tilgang til livet, og går ud og prøver det af[1], og vi voksne har enorm ’magt’ over hvilke adfærdsformer vi tillader og hvilke værdier vi oplever som væsentlige for at børnene kan overleve og klare sig godt. Det er i den nærmeste udviklingszone[2] at barnets læring foregår, i en interaktion med en kyndig voksen

Men hvad nu hvis vi lærer dem noget der ikke er nødvendigt mere. Lærer dem at det er godt at konkurrere, og vinde. Hædrer sportsfolk for at skabe idoler og identifikations modeller, at det er godt at stræbe efter at få høje karakterer. Og at dem der får dem, får de højeste stillinger, og med lov i hånd i demokratiets navn, kan bestemme over dem der ikke ku klare ’kampen’, og derved bestemme ’livets lege’ for det store flertal. Med Markedskræfterne og love/regler. (Okay i mange sportsgrene som

[1] Tænk på barnet i trods alderen, dette barn er netop modnet så meget at frontallapperne er blevet aktive (ansat direktøren i blok 1) og barnet eksperimentere med at sige nej, og se hvad der sker ved det for at lære, ikke for at være umuligt og trodsig.

[2] Ifølge vygotsky, han mener at det kun er indenfor den nærmeste udviklingszone at kognitiv forandring kan foregå. Idet barnet kun tør være usikkert og åbne netop over for disse nærmeste personer. ’schaffer social udvikling’ side 285

hvordan spottes børn med motoriske vanskeligheder i pædagogisk praksis

Trivsel, og at spotte børn med motoriske vanskeligheder, eller et umoden barn.

Gennem det at slås for sjov er det muligt for barnet at opleve nye sider af sig selv og udvikle sig. Udvikle sig fysisk og psykisk som jeg var inde på i sidste afsnit.

For den professionelle underviser er der også mulighed for at udvikle bedre forståelse for det enkelte barn, og møde det på et andet plan end i dagligdagens uendelige konflikter, instruktioner og grænse sætninger.

 

Under slås legene er der selvfølgeligt reglerne som børnene skal ha indøvet, med hjælp fra de voksne, men der er under legene tid til at iagttage, dokumentere[1] og spotte de børn der har en ’svag’ fornemmelse af deres krop, af hvor hårdt det er rimeligt at slå uden at den anden bliver ked af det eller køllen rammer sviende og smertende i et krops område man havde aftalt man ikke må ramme.

Barnet lærer i første omgang at kommet med en eller form for udtryk, gråd, aggression som pædagogen så kan hjælpe med at bringe ind i en mere konstruktiv form. Via samtale lærer barnet at sætte ord på. Når legene bare kører er der oftest stor glæde og såvel drenge som piger deltager med spænding og store glædes udbrud. Liv.

Med slås projekter kan man også spotte de børn der måske er mere socialt reserverede, eller i hvert tilfælde potentielt kan være bange for at være med i legene. ’Sæt nu jeg ikke kan, og de andre griner’. Altså børn med et vist potentiale for at udvikle social angst. Afmystificeringen for disse børn vil ske via at møde det der gør dem usikre i den sociale sammenhæng (her slås legen)

Også børn med taktile problemer vil sandsynligvis undgå at tilmelde sig slås legen.

vrede kan udfordres og beardejdes med slådslege

Et helt andet element i legen er forberedelsen til legen. På friskolen i jylland har man valgt selv at fremstille svær, og nogle børn har deltaget i at lave og dekorere deres eget svær (se bilag 5). Det er foregået i nær kontakt med en voksen, hvor barnet har prøvet at save, klippe, sætte tape på osv. En engageret måde at mødes på barn og voksen, en kontakt hvor både den voksne og barnet lærer. Barnet lærer færdigheder, den voksne lærer om barnets motoriske udvikling.

[1] Ved personale mangel kan man optage på video

Lillehjernen er kontrolcenter for bevægelser

Lillehjernen  er kontrolcenter for bevægelser. Den styrer og planlægger de enkelte bevægelser og koordinerer dem med andre bevægelser. Til brug for denne koordination får lillehjernen impulser fra både sanseceller (for eksempel fra hud, led og muskler) og andre dele af centralnervesystemet (som balance og synsindtryk), såvel som den sender impulser til blandt andet de motoriske centre i storhjernen.

Det betyder, at hvor storhjernen står for den overordnede beslutning om at en bevægelse skal udføres “nu vil jeg bøje min højre arm”, så sendes beskeden til lillehjernen, som så står for hvordan bevægelsen udføres “så skal højre arms store bøjemuskel trækkes sammen samtidig med, at strækkemusklen slappes af” Læs videre Lillehjernen er kontrolcenter for bevægelser

mennesket fødes med de fleste sansesystemer veludviklede

Når mennesket fødes er de fleste sansesystemer veludviklede. Nogle sanser er endda aktive allerede mens fosteret udvikler sig. (her kender de fleste mødre til at fosteret reagerer på lyde).

Når barnet fødes kan det lugte, smage høre og se, i hvert tilfælde så meget at det kan indgå i en relation til omsorgs giveren, og dermed sikre sin overlevelse. Vi kan antage at vi er genetisk/biologisk udrustede til at modtage sensoriske data og analysere disse på en hensigtsmæssig måde.[1] Her i dette projekt arbejdes der med sanser som værende adskilte og at de forskellige sanser samordnes i hjernen, det kaldes modal perception.

Sanser og motorik udvikler sig parallelt og sammen. En god sanseintegration er væsentlig i alle kommende sammenhænge. Sanseimpulserne medvirker jo også til at give os en fornemmelse af at være vores krop og ikke blot have en krop.(se evt. eksempel i bilag 2) . At opfatte kroppen som en helhed er mere avanceret end at kunne identificere enkelte dele af kroppen. Og det er en forudsætning for at barnet kan rette sin opmærksomhed mod andet end kroppen, f.eks. opleve naturen på en gåtur, eller deltage i en ’slås leg’, hvor der kræves at have overskud til at aflæse den anden, og bruge sin krop hensigtsmæssigt i et forsvar eller modangreb.sanser og motorik

Dermed er sanseintegrationen også væsentlig i selvforståelsen, forståelsen af hvem jeg er sammen med den anden, og hvor langt jeg rækker. Såvel fysisk men også psykisk. I en ’kamp’ i slås legen trænes i hurtig tænkning, iagttagelse af den anden via alle sanserne (som er skærpede i en slåskamp) og perception, beslutning af aktion, gennemførelse og evaluering, alt sammen i en lynhurtig kontinuerlig proces så længe legen varer.