Respirationens fysiologi

Lungernes ventilation reguleres i forhold til behovet for oxygen (ilt) optagelseshastighed og karbondioxideliminations hastighed.

Respirationen/åndedrættet reguleres afhængigt af de vilkår organismet udsættes for, for at sikre optimale forhold for cellerne så de får den rette forsyning af: O2, CO2 og H+.

Dette reguleres automatisk i hvile, ved arbejde, under fordøjelse af føde og under sygdom. Åndedrættet reguleres også automatisk under samtaler, ved sang, når vi hoster osv.

Adskillige andre organsystemer som særligt hjerte & kredsløb, nyrer og nervesystem deltager aktivt i denne regulerings proces.

Åndedrættet reguleres af afferente impulser. Lungernes ventilation styres fra respirationscentre der stimuleres eller hæmmes via impulser fra forskellige perifere og centrale receptorer, impulser fra de “højere centre” i hjernen, impulser fra respirations-musklerne og fra de arbejdende muskler, led og ledbånd når vi udfører bevægelser.

 

Mere blodgennemstrømning og iltning af hjernen ved motion

Under træning ændrer cerebral blodgennemstrømning (CBF) sig ikke.

I modsætning til CBF, øges flow i det indre halspulsåre, eller strømningshastighed i basal cerebrale arterier, sker der en stigning på 25% i blodgennemstrømningen, og en parallel stigning i stofskiftet.

Under aktivering af musklerne er en stigning i hjernens ilt forsyning nødvendig.

Der sker en øget metabolisme. Under maksimal træning af hele kroppen, falder den cerebrale iltning.  Det skyldes at hyperventilation får konsekvens for blodgennemstrømningen i CBF.

større blod gennemstrømning i frontallapperne betyder der kommer mere ilt

Reduceret cerebral iltning påvirker rekruttering af de motoriske centre, og supplerende O2 øger den cerebrale iltning og arbejdsevnen uden en effekt på musklernes iltning.

Arbejdet med vejrtrækningen og den stigende temperatur i hjernen under motion, har betydning for udviklingen af såkaldt ‘central træthed’.

Under langvarig træning opleves motionen som hårdere pga. ophobning af ammoniak i hjernen, glykogen nedbrydningen ser ud til at begrænse muligheden for at hjernen vil fremskynde sin metabolisme under aktivitet.

Kilde: Department of Anesthesia, The Copenhagen Muscle Research Center, Rigshospitalet, Københavns Universitet, København, Danmark, og Department of Internal Medicine, Academic Medical Center, University of Amsterdam, Amsterdam, Holland