slådslege, identitetsudvikling og skemata

I slådslege sker der en sanse og motorisk udvikling gennem arbejdet med slås lege, og svær produktion og i kampen.

Disse slåslege virker ind på børnenes identitets oplevelse, deres selvforståelse og de tanker de kan gøre sig om sig selv og deres muligheder i verden. Altså basal antagelser(skemata) om deres virke og værd i verden => selvværd. Deres selvfølelse kan styrkes, men opblæsthed og illusioniske ideer om egen styrke står også for fald i sådan en leg.
Heldigvis kan man ikke løbe væk fra den man er, og det illusioniske barn vil få en mere jordnær og kropsforankret opfattelse af sig selv, som kan give barnet en solid forankring i kroppen og som holder bedre i længden, når barnet måske møder ’krisetider’. ’Det ved hvem det er og hvad det kan og ikke kan’

Udviklingen af sanserne og motorikken er helt basale for at lære at mestre kommende udfordringer og skabe meningsfulde kontakter til andre. At opbygge et godt socialt netværk, hvor mennesket kan boltre sig med at udforske og lære om ’alt mellem himmel og jord’ . I fællesskabet, i en meningsfuld sammenhæng og i tryghed til at ’jeg kan klare de udfordringer der kommer, jeg kan lykkedes selv og sammen med andre’.

Sanserne er input og motorikken er output, efter en bearbejdning i hjernen.

Slåslege arbejder med kroppen/sanserne og skaber kropslige erkendelser. Og skærper bla. koncentrationsevnen, Barnet forankrer sig bedre i sig selv, og får bedre overskud til at lære. Da det direkte gavner barnets evne til at lære, gavner det skolen. Det gavner skolen ved at give engagerede/koncentrerede, elever der er bedre til at fortolke andres signaler. Det giver mere ro (mindre konflikter) og mulighed for øget faglighed. Det gavner samfundet. Og individet selv.

Perspektiver og utopier.

Jeg stødte ind i andre interessante ting undervejs i projektet, nemlig om vi mon ved at fokusere på at udvikle sanser og motorik på individniveau (med meget mere dannelses fokus her), simpelthen kan komme vold og uretfærdig misbrug til livs, begrænse udviklingen af psykiske lidelser, og måske skabe en bedre og mere ’kærlighedsfyldt’ (forstående, rummende og accepterende) verden. Blot ved at lære barnet sin krop godt og grundigt at kende. Og imens det foregår, de andres kroppe.

Nyere forskning viser at aggression er indlært, altså noget vi kan arbejde aktivt med at udgå at lære børn, og noget vi også kan aflære voksne. Aggression er altså ikke noget vi lider af som art.

Børn har en umiddelbar tilgang til livet, og går ud og prøver det af[1], og vi voksne har enorm ’magt’ over hvilke adfærdsformer vi tillader og hvilke værdier vi oplever som væsentlige for at børnene kan overleve og klare sig godt. Det er i den nærmeste udviklingszone[2] at barnets læring foregår, i en interaktion med en kyndig voksen

Men hvad nu hvis vi lærer dem noget der ikke er nødvendigt mere. Lærer dem at det er godt at konkurrere, og vinde. Hædrer sportsfolk for at skabe idoler og identifikations modeller, at det er godt at stræbe efter at få høje karakterer. Og at dem der får dem, får de højeste stillinger, og med lov i hånd i demokratiets navn, kan bestemme over dem der ikke ku klare ’kampen’, og derved bestemme ’livets lege’ for det store flertal. Med Markedskræfterne og love/regler. (Okay i mange sportsgrene som

[1] Tænk på barnet i trods alderen, dette barn er netop modnet så meget at frontallapperne er blevet aktive (ansat direktøren i blok 1) og barnet eksperimentere med at sige nej, og se hvad der sker ved det for at lære, ikke for at være umuligt og trodsig.

[2] Ifølge vygotsky, han mener at det kun er indenfor den nærmeste udviklingszone at kognitiv forandring kan foregå. Idet barnet kun tør være usikkert og åbne netop over for disse nærmeste personer. ’schaffer social udvikling’ side 285

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *